Er et barn ført til Polen eller tilbageholdt dér af den ene forælder uden den andens samtykke, kan der efter Haagkonventionen af 1980 anlægges en sag om hurtig tilbagegivelse af barnet. Sagen handler ikke om, hvem der skal have forældremyndigheden, men alene om, hvorvidt barnet skal bringes tilbage til det land, hvor det havde sit sædvanlige opholdssted.
Denne vejledning gennemgår, hvornår en bortførelse er ulovlig, hvordan tilbagegivelsessagen forløber i Polen, og hvornår tilbagegivelse undtagelsesvis kan nægtes. Kontoret ligger i Poznań og bistår i grænseoverskridende familiesager i hele Polen; tid er ofte afgørende.
Hvornår er bortførelsen eller tilbageholdelsen ulovlig
En bortførelse eller tilbageholdelse er ulovlig, når den krænker en forældremyndighed, som den anden forælder faktisk udøvede – eller ville have udøvet – og som følger af retten i det land, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før.
Der er to typiske situationer: barnet føres til Polen uden samtykke (bortførelse), eller barnet tages med til Polen med samtykke, for eksempel til en ferie, men bringes ikke tilbage som aftalt (tilbageholdelse). Begge kan udløse en sag om tilbagegivelse, og det afgørende er ikke, hvem der rejste, men om forældremyndigheden blev krænket.
Barnets sædvanlige opholdssted
Det sædvanlige opholdssted er det centrale begreb. Det er dér, barnet før bortførelsen havde midtpunktet for sit liv – bolig, skole eller institution, sprog, familie og sociale relationer. Det afgøres ud fra de faktiske forhold og ikke alene af, hvor barnet er tilmeldt, eller hvilket statsborgerskab det har.
Fastlæggelsen af det sædvanlige opholdssted er ofte det, sagen står og falder med, fordi det bestemmer, hvilket lands ret der regulerer forældremyndigheden, og hvortil barnet i givet fald skal bringes tilbage. Ved kortere ophold i flere lande kan spørgsmålet være vanskeligt og kræve en konkret vurdering.
Haagkonventionen og den centrale myndighed
Både Polen og Danmark er parter i Haagkonventionen af 1980 om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser. Konventionen etablerer en hurtig mekanisme, der skal føre barnet tilbage til det sædvanlige opholdssted, så de egentlige spørgsmål om barnet kan afgøres dér.
Hvert land har en central myndighed, der bistår med sagen. I Polen er det justitsministeriet. Anmodningen om tilbagegivelse kan indgives gennem den centrale myndighed i det land, barnet blev ført fra, eller gennem den polske. Den forælder, der er blevet tilbage, behøver ikke selv at kende det polske system for at sætte sagen i gang.
Forholdet til EU-reglerne
Mellem visse lande suppleres Haagkonventionen af EU-regler om forældreansvar, der forstærker tilbagegivelsesmekanismen. Danmark har imidlertid et forbehold på dette område, og disse EU-regler finder derfor ikke anvendelse mellem Danmark og Polen.
I forholdet mellem Danmark og Polen er det altså Haagkonventionen af 1980, der er grundlaget for en sag om tilbagegivelse. Det ændrer ikke ved, at sagen skal behandles hurtigt, men det har betydning for, hvilke regler der nærmere gælder, og bør afklares fra begyndelsen.
Sagen handler om tilbagegivelse – ikke om forældremyndighed
En tilbagegivelsessag i Polen afgør ikke, hvem der skal have forældremyndigheden, hvor barnet skal bo på længere sigt, eller hvordan samværet skal være. Den afgør kun, om barnet skal bringes tilbage til sit sædvanlige opholdssted.
De egentlige spørgsmål om barnet hører under domstolene i det land, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted. Formålet med konventionen er netop, at en forælder ikke ved at føre barnet til et andet land skal kunne flytte afgørelsen af disse spørgsmål til en domstol efter eget valg.
Hurtig handling og de nødvendige dokumenter
Tid er afgørende. Indgives anmodningen inden for et år efter bortførelsen eller tilbageholdelsen, skal tilbagegivelse som udgangspunkt ske, medmindre en undtagelse gør sig gældende. Går der mere end et år, kan der tages hensyn til, om barnet imens har fundet sig til rette i sine nye omgivelser.
Til sagen hører typisk følgende:
- Dokumentation for forældremyndigheden og for, at den blev udøvet – for eksempel fødselsattest og eventuelle afgørelser.
- Dokumentation for barnets sædvanlige opholdssted før bortførelsen, såsom bopæl, skole eller institution.
- Oplysninger om, hvornår og hvordan barnet blev ført til eller tilbageholdt i Polen.
- En fuldmagt, der opfylder de polske formkrav, hvis sagen føres ved en repræsentant.
Jo hurtigere sagen sættes i gang, desto stærkere står den, og desto mindre risiko er der for, at tiden i sig selv kommer til at tale imod tilbagegivelse.
Kontakt med barnet og foreløbige forholdsregler
Mens tilbagegivelsessagen verserer, kan den forælder, der er blevet tilbage, have behov for at bevare kontakten med barnet. Der kan anmodes om, at kontakten sikres under sagen, uden at det foregriber spørgsmålet om tilbagegivelse.
Der kan desuden være behov for at sikre, at barnet ikke føres videre til et tredje land, mens sagen står på. Både den centrale myndighed og domstolen kan medvirke til, at barnets situation holdes stabil, indtil der er truffet afgørelse. Sådanne forholdsregler bør overvejes tidligt, navnlig hvis der er risiko for, at barnet flyttes yderligere.
I mange sager får barnet desuden lejlighed til at blive hørt på en måde, der passer til dets alder og modenhed, og en mindelig løsning mellem forældrene kan undertiden nås gennem mægling. En aftale kan ikke sætte konventionens frister ud af kraft, men kan i nogle tilfælde gøre den praktiske gennemførelse lettere.
Sagens forløb ved de polske domstole
Tilbagegivelsessager efter Haagkonventionen behandles i Polen af et begrænset antal udpegede regionale domstole. Denne koncentration af sagerne skal sikre en hurtig og specialiseret behandling. Anke af afgørelsen er ligeledes koncentreret ved én appeldomstol.
I disse sager gælder der som udgangspunkt krav om, at parten er repræsenteret ved en professionel rettergangsfuldmægtig. Desuden kan visse offentlige myndigheder inden for en frist indbringe en afgørelse om tilbagegivelse for den øverste domstol ved et ekstraordinært retsmiddel, og indbringelsen kan udsætte fuldbyrdelsen af tilbagegivelsen. Dette kan forlænge sagen og bør indregnes fra begyndelsen.
Hvornår kan tilbagegivelse nægtes
Tilbagegivelse er hovedreglen, og undtagelserne fortolkes snævert. En polsk domstol kan dog nægte tilbagegivelse, blandt andet hvis:
- Den forælder, der er blevet tilbage, ikke faktisk udøvede forældremyndigheden, eller havde givet samtykke til eller efterfølgende accepteret bortførelsen.
- Der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen udsætter barnet for fysisk eller psykisk skade eller på anden måde bringer barnet i en uudholdelig situation.
- Barnet modsætter sig tilbagegivelsen og har nået en alder og modenhed, hvor der bør tages hensyn til dets mening.
- Der er gået mere end et år, og barnet har fundet sig til rette i sine nye omgivelser.
- Tilbagegivelsen ville stride mod grundlæggende principper om beskyttelse af menneskerettigheder og frihedsrettigheder.
Den, der påberåber sig en undtagelse, må som udgangspunkt godtgøre den. Navnlig undtagelsen om alvorlig risiko stiller høje krav og angår ikke enhver ulempe, men egentlig fare eller en uudholdelig situation for barnet.
Afgørelse og praktisk tilbagegivelse af barnet
Fastslår domstolen, at barnet skal bringes tilbage, angår afgørelsen tilbagegivelsen til det sædvanlige opholdssted, ikke nødvendigvis til den forælder, der er blevet tilbage. De egentlige spørgsmål om barnet afgøres efterfølgende dér.
Efterkommes afgørelsen ikke frivilligt, kan den fuldbyrdes. Fuldbyrdelse i sager om børn er følsom, og et ekstraordinært retsmiddel kan som nævnt udsætte den. Derfor bør både selve sagen og den praktiske gennemførelse planlægges fra starten, så en afgørelse om tilbagegivelse ikke bliver stående uden virkning. En koordineret gennemførelse, hvor kontakten til den centrale myndighed opretholdes, mindsker risikoen for, at en afgørelse trækker unødigt ud.
Hvad kontoret kan bistå med
Vurdering: en gennemgang af, om betingelserne for en tilbagegivelsessag er opfyldt, herunder barnets sædvanlige opholdssted og spørgsmålet om samtykke.
Sagen: udarbejdelse og indgivelse af anmodningen, repræsentation ved den kompetente polske domstol og under en eventuel anke samt håndtering af et ekstraordinært retsmiddel.
Fuldbyrdelse: bistand med den praktiske gennemførelse af en afgørelse om tilbagegivelse. Kontoret bistår i hele Polen, og sagen kan i vidt omfang forberedes på afstand. På grund af fristerne bør der handles hurtigt.
Relaterede vejledninger
Ofte stillede spørgsmål
Hvad gør Haagkonventionen ved en børnebortførelse?
Den etablerer en hurtig mekanisme, der skal føre et ulovligt bortført eller tilbageholdt barn tilbage til sit sædvanlige opholdssted, så de egentlige spørgsmål om barnet kan afgøres dér. Både Polen og Danmark er parter.
Afgør den polske domstol, hvem der skal have barnet?
Nej. Tilbagegivelsessagen afgør kun, om barnet skal bringes tilbage til sit sædvanlige opholdssted. Spørgsmålene om forældremyndighed og bopæl hører under domstolene i det land, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted.
Hvor hurtigt skal jeg handle?
Så hurtigt som muligt. Indgives anmodningen inden for et år, skal tilbagegivelse som udgangspunkt ske, medmindre en undtagelse gælder. Efter et år kan der tages hensyn til, om barnet har fundet sig til rette i sine nye omgivelser.
Kan tilbagegivelse nægtes?
Ja, undtagelsesvis. Blandt andet hvis der var samtykke, hvis der er en alvorlig risiko for skade eller en uudholdelig situation for barnet, hvis et modent barn modsætter sig, eller hvis der er gået mere end et år, og barnet har fundet sig til rette. Undtagelserne fortolkes snævert.
Gælder EU-reglerne mellem Danmark og Polen?
Nej. Danmark har et forbehold på dette område, så de EU-regler om forældreansvar, der ellers forstærker mekanismen, finder ikke anvendelse. Mellem Danmark og Polen er grundlaget Haagkonventionen af 1980.
Skal jeg selv rejse til Polen?
Ikke nødvendigvis. Anmodningen kan indgives gennem en central myndighed, og sagen kan i vidt omfang føres ved en repræsentant. Om personligt fremmøde bliver nødvendigt, afhænger af sagens forløb.